Golfklubben ved Karup Å
Peder Rasmussen, næstformand i Karup Å Golfklub og formand for klubbens Presse- og Informationsudvalg, introducerer her Karup Å Golfklub (8. april 2011):
Golfklubben ved Karup Å
Hvad mange ikke lige ved, så er det at der ved Karup Å residerer en naturskøn golfbane der flugter sig rundt i naturen omkring hede og ådalen ved Hessellundvej, placeret overfor Hessellund Sø Camping.
Karup Å Golfklub er ret ny i området, den startede ud som en 6 hullers pay and play bane i 2008 og blev i 2010 opgraderet til en 9 hullers DGU godkendt golfklub, klub nr. 187 i Danmark.
Medlemstilgangen har været og er støt stigende siden opstarten af klubben, men der er skam plads til mange flere nye som øvede spillere der ønsker skifte fra andre klubber for at kunne spille på egen hjemmebane i nærområdet.

I forårssolen minder spillet på golfbanen om et sydlandsk golfmiljø med de høje majestætiske fyrtræer blandet med hedens lyng og de smukke fairways der svinger smukt gennem det kuperede terræn.
Udfordninger og træningsfaciliteter
Karup Å Golfbane byder på mange gode oplevelser. Udover en attraktiv og velspillende bane på heden, finder du også driving range til træning af dine udslag.
I samarbejde med Hessellund Sø Camping er der også fuldt adgang til en 3000 kvadratmeter putting green med ikke mindre end 18 ”green” huller – vistnok den største putting green i hele Skandinavien.
Karup Å Golfbane byder på et varieret spil mellem strategisk placerede bunkers og en sø der udfordrer på flere af hullerne og andre hazards som udfordrer golferne og gør dem til bedre golfspillere for hver gang de nyder en stund på banen.
Fra unge til ældre, fra nybegyndere til erfarne spillere
Klubbens mange medlemmer kommer både fra lokalområdet samt de omkringliggende byer i Midtjylland, så der er rig mulighed for at spille med familien, vennerne, kolleger og naboerne fra villavejen – hvorfor ikke komme ud i den fantastiske natur og nyde mange gode timer sammen med ligesindede.
Medlemsskaren tæller helt fra de helt små, over juniorer, ynglinge og seniorer, så der er rig mulighed for at udfordringer og udviklingsmuligheder for alle aldersgrene.
Der er flere steder på golfbanen mulighed for at lave pitstop og nyde medbragte drikke og spise, samt blot tage en pause i spillet og nyde både det gode vejr og en golfsnak med medspillerne.

Anlæggelse af nye greens primo 2010
Ugens faste aktiviteter
Den normale uge i Karup Å Golfklub byder på hhv. Tirsdagsdamerne midt formiddag på tirsdage, Onsdagsherrerne startende midt formiddag på onsdage, Torsdagsspil for alle inklusive ”kaninermatcher” på torsdage sidst på eftermiddagen og lørdagsspil for alle inklusive ”kaniner” lørdag morgen/formiddag.
Billigere end du tror
Karup Å Golfklub er en af Danmarks billigste golfklubber at være medlem af, hvilket gør at golf godt kan være for alle og ikke kun de ”rige” som der meget ofte refereres til når der er tvivl om golf er noget man skal starte ud på.
Ved et fuldtids-/hverdagsmedlemskab eller et af de andre typer af medlemskaber af Karup Å Golfklub, åbnes der op for at spille golf over hele verden eller næsten alle danske golfbaner.
For de helt nye golfkandidater tilbyder Karup Å Golfklub både i foråret og efteråret golfskole med professionel træner og teoriundervisning, der gør den nye golfer i stand til at opnå enten DGU medlemskort eller golfkørekort for en rimelig penge.
Er du i tvivl om hvorvidt resten af livet skal indeholde golfsporten, kan det klart anbefales at kontakte klubbens begynderudvalg og få en introduktion og evt. gennemføre en golfweekend med professionel træner, derved er du ikke forpligtet til medlemskab før du har truffet en beslutning.
Er du blevet mere nysgerrig efter at udforske golfen i Karup nærområdet, kan du besøge karupgolf.dk på internettet for at finde flere informationer og kontaktpersoner i golfklubben.
