Golf dødssynd nr. 4
Hvis du nogensinde har tænkt: ”Jeg skal bare have styr på det fulde sving”, er du skyldig i denne dødssynd:
GOLFSPILLERE DER KUN FOKUSERER PÅ DET FULDE SVING
Mange golfspillere træner primært det fulde sving, når de står på driving range. Det ville sådan set være okay, hvis alle slag på banen var fulde sving, men det er desværre langtfra sandheden.
Der er masser af forskellige slag på en runde der ikke er fulde sving. Eksempler på disse er putts, chips, korte pitches, sandslag, punches der skal holde bolden lavt under nogle grene mv. Der er sikkert flere varianter – men træner du kun det fulde sving, vil du ofte blive i tvivl, når du ude på banen står foran et 40-meter pitch. Du mangler simpelthen at træne dette slag og har derfor ikke fornemmelsen for, hvor hårdt du skal slå til bolden.
Tvivl og manglende rutine kan koste dig mange slag på en runde. Derfor skal du sørge for også at få trænet alle de andre slag.
Det kan godt være at du ikke bruger dem helt så ofte som det fulde sving, men når du står i situationen ude på banen, er det rart at kunne kæde et slag sammen med noget man tidligere har trænet, føler sig tilpas med og ved nøjagtigt, hvordan man skal udføre.
Denne dødssynd hænger i en vis grad sammen med dødssynd nummer ét, macho golf, dog med den forskel, at denne dødssynd efter mit indtryk begås ligeså ofte af kvindelige som af mandlige golfspillere.
